Hundredehoens - Delux

Julie - 2 år

Julie er blevet 2 år. Tiden går forrygende hurtigt - på mange måder føles det kun som i går at vi kom hjem med hende. Alligevel er tiden også lang og svær. Specielt fordi Julie er mere syg end hun er i vuggestue. Men på sin fødselsdag var hun heldigvis frisk og i hopla.

 

Du er skrap, Mor

Mine forældre er blevet gamle. Så gamle at jeg ikke synes, at det kan betale sig at have konflikter med dem længere. Dybest set har det nok aldrig kunnet betale sig. Enhver konflikt med dem, var en kamp der ikke kunne vindes. Med mindre jeg altså ville afskrive dem. Og det har jeg ikke været parat til.

I mange år fortrængte jeg det. Min barndom med en mor med angstneurose og en far der altid tog hendes parti – uanset hvor urimelig hun var.  I mange år efter nød jeg bare at være kommet væk. Lagde låg på. Alting kan se på pænt og glat ud på overfladen. Vi havde selektive hukommelser. Senere brugte jeg tusindvis af kroner på at sidde hos en psykolog og sige, at jeg var vred på min mor. Det hjalp lidt en overgang. Men dybest set har jeg aldrig forstået, hvorfor det var som det var.

Så kom mine børn til og jeg kunne se min mor fra en anden side. De elsker hende, og derfor kan jeg tilgive meget. Men det forhindrer ikke, at jeg stadig kan ende i situationer, hvor jeg pludseligt er 12 år gammel, og hvor min mor tuder  og trumfer sig til sin vilje. Fortæller mig at jeg ødelægger hendes liv, og min far bakker hende op med en vred og truende adfærd.  Det er en konflikt jeg aldrig kan vinde. For jeg er ikke villig til at drive det så vidt som de gør. Jeg ønsker ikke være lige så egoistisk og udøve den samme form for pression. Derfor stikker jeg bevidst hovedet i busken og bøjer af.  Jeg lader dem få deres vilje, selvom det er mig meget imod, og jeg stadig kan mærke den lille trodsige pige indeni.  Det er klart, at man ikke kan have andet end et overfladisk forhold til mennesker som ikke respekterer en og ens ønsker på den facon.

I dag sagde Daniel til mig mens vi gik over til børnehaven: ”Mor, du bliver skrap, når du er træt og stresset.”  Det fik mig til at tænke om jeg ubevidst opfører mig som min mor. Jeg forsøger meget at gøre noget andet. Men når autopiloten kobles til gør man som bekendt, det man kender bedst. Nu vil jeg anstrenge mig hårdt for at skabe en ny og bedre vane - en mindre skrap mig. For jeg vil aldrig være som min mor.

0.b

På Daniels skole har man valgt at offentliggøre klasselisterne, inden børnene starter på sfo'en. Det sker ved en lille festlig lejlighed hvor børnene prøver at være i skole i 1½ time mens de voksne drikker kaffe og bliver orienteret om praktiske ting.

Det er en super ting at gøre det sådan. Fantastisk dag - intet mindre. Børnene var glade og søde - lignede små kattekillingerne når de sad og krøb sammen i den store festsal hvor de sang morgensang inden de gik i klasserne. Der var nogle få som kom til at græde, for så er de alligevel ikke større.

Daniel kom i klasse med bedstevennen, samt alle drengene fra hans børnehave. Samtidig slap han for de ubehagelige bekendtskaber fra den gamle børnehave. Så vi kunne ikke være mere tilfredse. Og Daniel var lykkelig. Han sluttede ligefrem af med at give sin kommende børnehavelærinde en krammer. Og jeg blev helt rørstrømsk.

Det skal nok gå godt. Nu kan vi bare ikke vente til 14. maj hvor han skal starte i sfo'en. Der gad jeg forresten godt selv at gå.  

På vej i skole

I morgen har Daniel prøvekørsel på sin skole. Første time i klassen med klasselæreren, mens vi forældre skal drikke kaffe og fodres med informationer. Jeg tror, at jeg har flere sommerfugle i maven end han har.  Han er mest bekymret ved udsigten til at sidde ved siden af en pige, og ikke mindste at skulle holde hende i hånden, når de går til morgensang: ”jeg tror jeg dør, mor!”

Jeg ved ikke, hvad jeg er nervøs for. Alting, tror jeg. Klassekammeraterne, hvordan han begår sig socialt og også fagligt. Om han kan leve op til kravene, sidde stille på sin dertil indrettede, høre efter og opføre sig anstændigt.  Daniel fortæller af og til historier fra børnehaven, som hårene til at rejse sig på hovedet af mig, og jeg beder ham forsikre mig 100 gange, at det ikke var ham, der gjorde det, han fortæller om. Som regel tror jeg på ham, men de er nogle møjunger i den alder.

Og i morgen er det så starten på et nyt kapitel i hans liv. Han skal til at være den allermindste igen. Og det er en helt ny verden hvor man ikke behøver hoppe for at nå håndtaget på døren og komme ud. Det lukkede, trygge miljø forsvinder. Men Daniel er klar. Han har kedet sig røven i laser længe i børnehaven. Eneste tidspunkt hvor han ikke er til at trække hjem derfra, er når de spiller fodbold.

Det er nok langt svære for os voksne at omstille os. Hvert skridt er et lille imod uafhængigheden. Sådan skal det være, men alligevel ville jeg til tider ønske at det kunne gå lidt mere langsomt. Han bliver stor så hurtigt.

Sygdom i det lille hus

Jeg har skriveblokade. Eller faktisk er det sygdomsblokade. For der foregår ikke andet end sygdom i mit liv for tiden.

Jeg selv er mere syg end jeg plejer at være. Det er en ting. men så er der Julie. Hun er simpelthen mere hjemme end hun er i vuggestue. I sidste uge klappede jeg i hænderne for der var en hel uge med normalitet. Men så ramte der en ny omgang feber, snot og hoste natten til mandag.

Og den lille dame bliver bare så pissesyg hver eneste gang. Vild høj feber nu på 5. dagen, hun hoster og hakker, sover elendigt og er superpivet. No wonder. Vi har været ved lægen med hende, men der er ingenting på lungerne, ingenting i halsen og ingenting i ørerne. Så tilbage er bare at pleje hende og vente på bedre tider.

Daniel og jeg tager Urtemix, og jeg tror på at det virker, men ikke fandme om damen vil have det. Så nu forsøger jeg mig i stedet med flydende probiotics. Og tålmodighed.

Eftersom vi absolut ingen hjælp har, må vi klare sygedagene selv. Og det trækker bare tænder ud når det kører på så længe. Vi skiftedes til at være her og være på arbejde. Jeg arbejder som regel ok, selvom jeg har Julie på skødet. Men jeg bliver træt, får ondt i ryggen og kan ikke løse de store tænke-opgaver. Derfor må aftenerne også tages i brug, og det føles som om vi ikke lave andet end at nusse sygt barn og arbejde, arbejde og arbejde. Måske fordi det faktisk er sådan. Ikke engang nætterne har vi for os selv, for hun ligger jo og roterer i vores seng og kræver vand, trøst og en arm at sove i.

Når det her er overstået vil jeg finde os en købe-mormor - til næste gang.

Selvstændighed

Lille frøken solskin er røget ind i den periode man i gamle dage kaldte trodsalderen, nu kendt som selvstændighedsfasen. Same shit- different name?

Uanset navnet, så dækker perioden over en tumling, der tror hun kan alt muligt og VIL SELV, og deraf mange ulogiske hysteriske anfald. Min lille positive smølfine er forvandlet til en drage med dårlig ånde og skidt humør.

Hvis jeg skal være ærlig, så er det en fase jeg personligt godt kunne være foruden. Jeg forstår at den er nødvendig, og alt det bavl, men FÅRK hvor er det bare anstrengende når man står og skal ud af døren, og ungen nægter at få flyverdragten på. Daniel husker stadig hvordan han blev slæbt i børnehave i undertøj og på bare fødder om vinteren – det var så sidste gang han nægtede at tage tøj på. Men det kunne være rart hvis man ikke skulle ty til så drastiske midler...

stakkels misser

Hildemissepigen er kommet til skade. Vi ved ikke hvad hun har lavet. Dyrelægens bud er at hun er sprunget ned fra noget højt og er landet forkert. Det kan katte ikke, siger man så. Men det kan de altså godt.

Så da hun krøb rundt på gulvet med bagbenet trukket op under sig, hastede MrJ ind til skadestuen på Landbohøjskolen med hende. Det er der vi tager vores dyr når det er slemt med dem. Ved en kort undersøgelse konstaterede dyrelægen, at poten var brækket. Hvor slemt kunne han ikke sige, og vi aftalte at Hilde skulle blive natten over, så kirurgerne kunne se på hende i dag.

Det virker voldsomt at efterlade sin kat sådan, men faktum er at når de er så dårlige, så ligger de bare og småsover, og på KVL kan de smertebehandle hende ordentligt. Alligevel er man meget ked af det.

I dag har de så undersøgt hende. Brudet er heldigvis ukompliceret, men hun skal nu alligevel have sat en skrue i. Så de opererer hende i løbet af dagen. Og sandsynligvis kan vi få hende hjem i morgen.

Hvordan tiden herefter vil forløbe, kan kun guderne vide. Der er mange ting som står uklare for mig. Skal man forhindre hende i at støtte på poten? Skal benet bindes op? Hvordan skal hun kunne besørge sig?

Men dyrelægen lover os at hun kommer til at fungere normalt igen, og det er jo det vigtigste. Hun er jo vores ældste barn, og specielt Julie har megen glæde af hende. Julie har bare et kæmpe omsorgsgen og giver Hilde 'missekrammer' hele tiden. Mens vi snakkede med dyrelægen på telefonen og MrJ blev klar til at køre med katten, sad hun bare ved siden af Hilde og aede hende på hovedet og sagde: Hilde ondt i foden. Julie bliver meget glad når hun ser Hilde igen. Det gør vi andre også (også selvom hun er en dum kat der nogen gange bider i ledningerne)

Sygdom kommer vel aldrig belejligt

Smølfine og jeg har været en tur i skoldkoppeland. I virkeligheden burde man skrive denne slags poster mens slaget står for at få de ægte følelser med, men jeg har ærligt talt ikke haft to ledige minutter siden de små bæster brød frem.

Jeg var ellers ret kæphøj da jeg fredag sendte MrJ og Daniel afsted til Spanien på ferie. No worries, jeg tager bare en uge fri med Julie og så klarer jeg den sygdom med strakt arm. As if.

For dagen efter var den sødeste lille pige forvandlet til en drage med fire millioner kløende knopper og næsten 40 i feber. Hun græd og græd, og jeg trøstede og trøstede. Gav panodiler og zinkliniment, som hun hadede, men dog alligevel virkede som om lindrede lidt. Slæbte rundt på hende på armen, sad med hende på skødet i timevis og så igen. Ingen sov, ingen spiste. Ingen kom på toilettet. Ingen fik fem minutters afløsningen. Ingen det er lig med mig.

Efterhånden var vi ret slidte begge to. Julie, den stakkel, led voldsomt. Kastede sig grædende rundt i sengen og kunne ikke finde ro. Jeg var bare så træt at jeg troede at mine øjne skulle eksplodere. Så jeg ringede til vagtlægen. Tænkte at der måtte være mere eller andet end zinkliniment at hjælpe med. Først gav vagtlægen mig en skideballe: hvorfor jeg først ringede nu, det var jo midt om natten!!!??!! Så hylede jeg. Det fik hende på andre tanker og sendte mig til akut børnemodtagelse på Hillerød. Så jeg kastede Julie ud i bilen og kørte afsted i bælgragende mørke. Tænkte at det var en smule uansvarligt at køre bil, når jeg ikke havde sovet i tre døgn, men jeg var nu lysvågen.

På hospitaltet måtte vi ikke gå ind pga smittefaren, men skulle vente i opgangen. Så blev vi mødt af en sygeplejerske med fuld udtræk, maske og hele molivitten. Med hende gik vi igennem tunnelen til en lukket afdeling, hvor en læge kunne tilse Julie. Julie havde næsten 40 i feber og var meget stille, opløst i gråd og lignede noget der var løgn med skoldkopper alle vegne: i hårbunden, i ørerne, på tungen, om øjenene, i håndfladerne og mellem tæerne. for ikke at tale om ansigt, krop, arme og ben.

Lægen fortalte mig at det var ret usædvanligt at så små børn bliver så syge af skoldkopper, men ingen regel uden undtagelser. Julie blev tjekket i hovede og røv- der kan tilstøde komplikationer som lungebetændelse og andre fæle sager, men Julie var 'bare' kopperamt. Og så blev vi sendt hjem igen med en omgang antihistamin og med beskeden om at jeg ikke måtte gå fra hende, så længe den virkede. Som om jeg havde været væk fra hende små meget som et halvt minut i flere døgn.

Antihistaminen gav os fem gode timers søvn og allerede dagen efter så tingene lidt bedre ud. Natten efter gav jeg hende en omgang mere. Sikke en ro. Vi fik begge en tiltrængt søvn og vil nu begge giftes med antihistamin. Spøj til side - det er ikke noget man skal lege med. Absolut sidste udvej.

Herefter er det gået stille og roligt fremad. Da MrJ og Daniel kom hjem i lørdags var hun omtrendt frisk, men dog stadig med kopper. Og her i dag onsdag er hun stadig sygemeldt,  selvom hun i princippet kunne klarmeldes da der efterhånden er kommet skope på alle sårene, for hun er så træt, så træt, så træt.

Det nye køkken

Der mangler en del ting: lister, maling, indækning. Men det er brugbart og jeg er meget glad for det.

Jeg bruger megen tid i køkkenet igen.

Mig og mit køkken

Dybt suk.

Jeg har altid syntes at folk der talte om køkkenprojekter var vildt overdrevene. Umuligt at så mange ting kunne gå galt. Men det er bare som om at hvis først lavinen begynder at rulle tager den alting med sig på vejen ned. Hvem havde troet at vi skulle gå ind i den 6. måned med rodede forhold, da vi kom hjem fra ferie til en vandskade? Egentligt godt at jeg ikke vidste det dengang, hvor så var jeg da gået totalt i spåner.

Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har haft håndværkere. Og hvor mange gange de har brændt mig af. Eller er kommet, har lavet noget i en halv time og gået igen med ordene: vi har ikke tid til mere i dag. WTF!!???!! I er jo ikke færdige!

Og så er der dem som smadrer et eller andet hver gang man lukker dem ind i sit hus. En enkelt tømmer står alene for en ødelagt termostat, en brækket front til opvaskeren og en hærget dørkarm. De ordner det igen, bevares, men det er bare endnu en dag hvor jeg skal lukke folk ind i huset.

Der er også nogle af dem som er dygtige, og laver det flot stykke arbejde. Men generelt set er jeg ikke imponeret. Heller ikke over køkkenfirmaet. De har været sådan nogle klummerhoveder: fejl i opmålingen af bordpladen, fejl i højden af køkkenbordet på tegningen, manglende leveringer af materialer og hårde hvidevarer. Heldigvis har det været for deres regningen, men alt sammen har betydet store forsinkelser. Og jeg har sgu stadig ikke noget funktionelt køkken.

Og så i dag bliver brænder vvsmanden mig af. Jeg har ventet på ham i lang, lang, lang tid. Han skal lave det måske allervigtigste: montere vask, vandhane og opvaskemaskine. Jeg er så S V I N E T R Æ T af at vaske op på badeværelset ovenpå. Op og ned af trapperne med gryder og skarpe knive, og en halvanden årig og trappeustabil, der vil med frem og tilbage hver eneste gang. Havde det bare været Daniel alene. Men sådanne projekter og helt små børn – det er bare ikke godt for sundheden. Det var en grund til at vi ville vente til hun blev 4-5-6 år med de store renovationer.

Lige nu kunne jeg skrige – for en gangs skyld