Hvor lang tid er det siden du sidst er faldet? Sådan lige så lang du er med næsen ned i gruset?
For mit vedkomne taler vi om år, rigtigt mange år - hvis man altså ser bort fra tallige styrt på mountainbike. Og de styrt synes jeg nu ikke rigtigt tæller, for der er jo både fødder, der er spændt fast på pedalerne, og cykel involveret. Det giver ligesom sig selv at man skal ned og bide i græsset ind i mellem.
Næh, jeg tænker på sådan et styrt hvor det bare er dig og dine ben, og hvor jorden pludseligt forsvinder under dig og du rammer grunden med ordentligt impakt. Sådan et slag som kan mærkes i hele kroppen. Og så ligger du der lige så lang du er med jord på tøjet og hudafskrapninger på hænder og knæ, og undrer dig over hvad der gik galt.
Sådan et møde med jorden havde jeg i søndags, da jeg i flotteste løbestil var ude at besigtige anemoner og blomsterende frugttræer i lokalområdet.
Det havde ikke gjort så meget, hvis ikke en gruppe på 20 unge fyre stod lige ved siden af og kikkede på. Jeg behøver næppe fortælle at jeg ikke følte mig særligt kæphøj eller smart og hurtigt luskede afsted igen uden at standse op for at ømme mig.
Nu kan man ikke længere få skoven og ens styrt for sig selv. Fordømte forår!
