Det er ved at være lang tid siden jeg 'gik under jorden' med min blog og det har vist sig at være en god beslutning. Selvom jeg har meget få (og faste) læsere og aldrig får tilgang af nye, har det ikke ændret væsentligt på hvordan eller hvad jeg skriver. Jeg skriver mest af alt for mig selv, og savner faktisk ikke fælleskabet i blogworld.
Alligevel var der en del nostalgi og savn over at læse et nyt indlæg hos Amocca, hvis blog ellers har ligget stille meget længe. Det fik mig en tur ned ad memory lane - tilbage til dengang hvor Puk, Mira, Monja, Gitte, Søsterlystig, Solsikke, Sille, Frøken hat, Spirren, StinaStædig, Amocca, Freudica og Qvinden (og der var sikkert flere?) var en del af min dagligdag, og vi delte sorger og glæder.
Efterhånden er det ved at være lang tid siden, og der er faktisk ikke mange af bloggene som er aktive mere. Ikke at det gør noget. Vi er alle et andet sted i dag end vi var dengang. De fleste har fået de ønskebørn det hele handlede om eller på anden måde kommet videre.
Nogen af pigerne har jeg holdt kontakt til, men de fleste er gledet ud af mit liv igen. Jeg spekulerer nogen gange over hvordan det mon går dem, men ved også at svaret får jeg nok aldrig.
Tilgengæld kan jeg fortælle hvordan det står til med mig selv.
Når jeg læser tilbage på min blog synes jeg ofte at det er som at læse et fremmed menneskes tanker. Ikke sådan at jeg ikke kan huske det hele, men mit liv er bare så anderledes i dag. Ellers også var jeg ikke mig selv i den periode af mit liv. På mange måder er jeg tilbage i mit eget sorgløse jeg. Og det er skønt.
Jeg selv er endt på en hylde, hvor jeg befinder mig godt. Jeg har fundet en ballancegang imellem det at have karriere, være mor og hustru, som jeg synes tilgodeser det hele. Jeg er ekstremt glad for mit nuværende job og har den bedste chef i verden, som giver mig udpræget frihed og medansvar. Jeg trives virkeligt. Samtidig har jeg masser af tid til at være sammen med Daniel og har faktisk - helt modsat det fleste - ingen dårlig samvittighed overfor hverken ham eller arbejdet.
Daniel bliver fire år lige om lidt. Tiden er bare fløjet afsted. Han er en rigtig god og sød dreng, og jeg nyder hvert et øjeblik med ham. For øjeblikket har han det desværre svært i sin børnehave, og det fylder rigtig meget, men vi arbejder intenst på en løsning. Ellers er det bare fantastisk at få lov at følge sådan et lille menneske på tæt hold, og være centrum i hans verden - så længe det varer for vennerne får større og større betydning hele tiden. Og sådan skal det være - han er hele tiden på vej væk.
MrJ og jeg har haft vores svære perioder, men vi er blevet rigtigt gode til at tale med hinanden, og det er efterhånden sjældent at der er de store knurrer på tråden. Og hvis der kommer en, er vi også blevet gode til at redde dem ud igen. For tiden er jeg som nyforelsket og det er fantastisk.
Jeg bliver 40 næste år og har det virkeligt godt ved udsigten til at runde endnu et skarpt hjørne. Jeg oplever livet i 40'erne som langt mere behagelige, som en tid hvor der er kommet ro over feltet og jeg bare skal høste frugten af alle mine bestæbelser i 30'erne. En tid hvor jeg ikke skal nå eller opnå noget bestemt, men bare nyde at tingene er gode og rigtige som de er.
Og så er der dumpet en lille overraskelse ned i vores turban. Jeg er helt uventet gravid igen - nu ca halvvejs, og denne gang venter vi os en lille pige. Hun kommer til foråret og hele familien glæder sig rigtigt meget. Specielt er jeg ovenud lykkelig for at give Daniel en søster. Ovenpå chokket er lige så fantastisk at være gravid igen, som jeg havde forestillet mig. Jeg tager tingene oppefra og ned, nyder det og er ikke det mindste nervøs. Det er lige præcist så lykkeligt som det burde være.
Med disse ord: glædelig jul derude, og jeg håber at livet har været lige så gavmildt mod dig.
