Hundredehoens - Delux

pa-pa-papegøje

Julie suger ord til sig for tiden. Der var engang jeg troede at børn primært udviklede en kompetance ad gangen. Men det gælder bare ikke mine børn. Julie både øver sig motorisk - og kan nu selv klatre op i klatretårnet og køre ned ad rutsjebanen. Hvor sejt er det ikke? Hun er kun lige rundet de 1½. Hun knokler også på med trapperne, og VIL selv gå ned, med næsen fremad forstås. Heldigvis kan hun overtales til at holde i hånden.

Men sprogligt fræser hun simpelthen derudaf. MrJ mener at hun kommer til at tale som 2 årig hvis hun fortsætter sådan. Hun gentager alt hvad hun hører og ikke nok med det, har hun forståelsen med. Det viser hun med tydelighed ud af konteksten, i pegebøger osv.

I dag sad vi ved aftensmaden under den sædvanlige tumult: Daniel der brokker sig over maden, Julie der leger mere end hun spiser, og mig der er ved at være en anelse træt og derfor også har en kort lunte. Pludseligt råber Julie fra sin plads for enden af bordet: "¡Cálla! ¡Cálla!" (ti stille på spansk), og så peger hun på MrJ og siger: "Spis!!!"

Så er det at man føler sig en anelse truffet.

søskende

Mens vi kun havde Daniel, var det at han skulle være enebarn en ting jeg tænkte meget over. Da det så viste sig at vi skulle have Julie, følte jeg mig meget lettet over at de ville have hinanden og dermed tæt familie, også når vi var døde.

For hvis vi skal være bare lidt realistiske, så kommer Daniel og Julie ikke til at blive gamle med forældre. Hvis jeg dør som 75 årig vil Julie være bare 35 år. Og med den øvrige familie spredt ud over hele verden og derved langt større vanskeligheder ved at skabe tæt kontakt, er der alene hende og Daniel.

Men det skal jo også vise sig at søskendekærlighed ikke kommer faldende ned fra himlen. Og jeg ved fra mig selv at der skal arbejdes på at holde forholdet vedlige. Min ældste søster og jeg har aldrig været særligt tætte. Vi ses dog nogle gange om året når jeg er hos mine forældre. Min anden søster og jeg hang sammen som ærtehalm i mange år - nu tror jeg at det er mere end 4 måneder siden jeg sidst talte i telefon med hende. Min skyld? Hendes skyld? Hvem ved? Men faktum er at man glider fra hinanden hvis man ikke er aktiv.

Alligevel er jeg sikker på at netop de to personer altid ville stille op for mig, hvis jeg fik brug for det. Det er netop de to personer jeg vil kunne kontakte og få hjælp, også selvom vi i længere perioder lever hvert vores liv. Sådan er det jo med familie: på trods af, ikke på grund af.

Derfor søger jeg også at gøre noget for forholdet mellem Julie og Daniel. Det er ikke ligetil af mange årsager. Hvis det havde været en stor pige og en lille dreng, havde det givetvis været nemmere. Måske. Den sådan som det er faldet ud, så er Julie som udgangspunkt bare en skideirriterende unge der piller ved alting og tager Daniels legetøj og vores opmærksomhed. Han har ikke noget omsorgsgen, så han interesserer sig ikke for små børn. Så det er op ad bakke.Til gengæld forguder Julie Daniel. Hvilket gør hende omend mere irriterende. For hun vil være hvor han er, mosler rundt oveni ham og elsker at være på hans værelse.

Heldigvis er Daniel ved at bløde en lille smule op overfor hende her på det sidste. Det er faktisk lykkedes hende at holde ham i hånden ved flere lejligheder (og så smelter mit moderhjerte jo fuldstændigt), og de har også fundet et par lege de kan lege uden at rykke hovederne af hinanden. Derfor står den nu hver aften på løbeleg, hvor de starter på Julies værelse, og helst oppe på sengen, hvor de råber: "NU kommer jeg!" (Julie kun "kommer jeg") og så løber de hele vejen ind i vores soveværelse hvor de kaster sig i sengen og griner. Igen og igen og igen.

Og i stedet for at få spat af alt den løben og råben lige inden sengetid, så nyder jeg det og tænker at det nok kan styrke deres forhold, og håber at vi kan finde lejlighed til en masse flere fælles oplevelser. Og selvom det er svært nu pga aldersforskellen, så bliver det forhåbentligt nemmere med tiden og er noget vi bestemt må dyrke. Mens tid er.

Julie: halvandet år gammel

Det er ikke meget jeg får skrevet for tiden. Det er som om at når man først er gået i stå og slækket på ambitionerne om at skrive mindst et ugentligt indlæg, så er det utroligt svært at komme op på hesten igen. For hvad var det nu lige af småpediteser, jeg plejede at skrive om?

Men nu er det jo sådan at Julie bliver 1½ her i weekenden, og det er vildt underligt for jeg synes jo lige at hun er kommet. Men samtidig kan jeg godt se at der ikke er meget baby over hende længere. Faktisk er hun virkeligt godt på vej med mange ting og ved at udvikle sin personlighed.

En af de ting som virker slående for mig er hendes omsorgsinstinkt. Når hun skal spise, løber hun altid rundt efter Gøje, som er hendes nusseklud/krammebamse. Gøje skal nemlig også have mad, og Julie fodrer den før hun selv spiser ledsaget af ”namme-namme”. Til at begynde med blev jeg pisseirriteret over dette ritual, men nu har jeg accepteret det som en del af måltidet. For Julie altså.

For tiden prøver Julie af hvor langt hun kan komme ved egen hjælp. Hun forsøger således at kravle helt op i klatretårnet på legepladsen og køre ned ad rutsjebanen. Helt selv. Og jeg står ved siden af med hjertet oppe i halsen og prøver at huske på at der er den første gang for alting. Julie er også begyndt at eksperimentere med at gå forlæns ned ad den lange trappe i huset. Men her vil hun heldigvis gerne holdes i hånden.

Jeg har altid holdt fast i at børn næppe kunne udviklede sig på mange områder samtidigt. Men det er ikke sandt hvad angår Julie, for hun rykker på sprogligt og motorisk for tiden. Så hver dag prøver hun nye ord og forsøger at sætte dem sammen (eller måske er de to ord bare et enkelt i hendes verden?) . Hun siger f.eks.: ”sidde ovre”, og det betyder at hun selv eller en anden skal komme og sætte sig. Hun har også lært ”ja”, og er udmærket klar over forskellen på det og ”nej”. Udtalemæssigt fornemmer jeg at hun har problemer med de bløde d’er. Hun kalder katten for Hilgar, og så jagter hun den rundt i huset i timevis og forsøger at fodre den. Hilde er en sød og måske lidt dum kat, for hun stikker ikke rigtigt af – der var jo så mange steder at gå hen, men æder troskyldigt alle de kattepiller som Julie disker op med. Og jeg bliver lidt nervøs for om katten mon bliver for fed.

Julie har præferencer for sange på youtube. Hun gider overhovedet ikke se fjernsyn – teletobbies og den slags keder hende til døde. Men franske børnesange er et kæmpe hit og hun er specielt glad for croque (som hun kalder den). Den kunne hun se 200 gange om dagen. Hvad er nogen lunde det maximale vi kan holde til.

Julie og Daniel har det lidt som hunden og katten. Faktisk tror jeg at de er glade nok for hinanden, men pga aldersforskellen er der bare langt imellem dem på alle områder. Julie vil gerne ligge sammen med og mosle rundt oveni Daniel når han ser tv, men eftersom hun ikke gider tv’et ,så forstyrrer hun ham og de ender med at slås. Julie er også meget hurtig til at rende ind på Daniels værelse og stå på hovedet i hans legesager, hvilket kan gøre ham totalt desperat.

På den anden side er der også situationer hvor de har det godt sammen. Jeg har flere gange oplevet at de er løbet hinanden i møde på legepladsen i vuggestuen, givet hinanden en kæmpe krammer og kommet hen til mig hånd i hånd. De kan også sidde sammen i badekaret i timevis og lege. Måske fordi de er mere ligeværdige i den situation. Jeg tror de kan blive gode for hinanden på sigt.