I morgen bliver Julie 1 år og 8 måneder. Hun haster sig på vej ud af babyalderen, og jeg kan slet ikke følge med. Med Daniel havde jeg så travlt med at han skulle vokse op, blive større og mere selvstændig. Men Julie vil jeg bare holde fast – for evigt. Men hun bestemmer selv og der er turbo over feltet.
Jeg er aldrig kommet omkring hendes første 30 ord, for hun er bare sprunget fra at sige nærmest ingenting til at sige alt, og forstå alt! Hun sætter tre-fire ord sammen, og man kan sgu føre en samtale med hende. Jeg synes det er vildt. Hun taler primært dansk, men har luret at hvis hun vil noget hurtigt hos MrJ skal der spansk til. Så nu fører hun sig frem med si, mucho og agua, og så er MrJ jo parat til at give hende dankortet. Hun har forstået at sno ham om sin lillefinger.
Fysisk er hun også rigtigt godt med. Hun går lange ture og VIL selv gå. Det der med en klapvogn er vist kun når man skal sove. Hun er også oppe og nedad trapperne mange gange om dagen. Hun får dog ikke lov alene, men hun er super til det. Og klatretårnet klarer hun selv og rutsjer nedad for fulde fart. Hun er ikke bange for noget.
Hun har en god appetit. Lige bort set fra de perioder hvor tænderne gør ondt, som de gør for tiden hvor der er hele fire hjørnetænder på vej på en gang. Hun spiser godt og varieret, er som sin bror mest til grøntsager og ikke så glad for kød og fisk, men man kan lokke både mælkevarer og æg i hende, så jeg tror det går alligevel.
Julie er stadig glad for at komme i vuggestuen. Faktisk er det helt vildt at aflevere et glad barn der bare kaster sig i armene på en af pædagogerne eller medhjælperne. Men de er også fantastisk søde, så jeg forstår hende godt. Desuden er der søde legekammerater og Julie snakker tit om Gustav og Liam som hun åbenbart er glad for. Faktisk kan hun nævne alle børnene fra vuggestuen. Så hukommelsen fejler ingenting.
På legefronten er Julie superglad for briotoget, som hun lægger baner til i timevis. Hun kan helt selv – lige bort set fra at få den bundet sammen i en ring. Hun er begyndt at se tv. Den står på teletobbies og af og til postmand Per. Det giver visse udfordringer for de to børn vil bestemt ikke se det samme.
På sovefronten er der både fremskridt og tilbagegang. Hun sover bedre om natten og vækker mig ikke så mange gange om natten mere. Nogle dage sover hun ligefrem hele natten i sin egen seng, men som regel kommer hun ind til os hen på morgenen, og sjældne gange nærmest starter hun derinde. Til gengæld er hun begyndt at have det mere svært ved at falde i søvn. Hun er ked af at være alene, og ligger og snakker og fjoller en times tid før hun falder i søvn. Vi vælger at acceptere at hun behøver os i den stund, for vi ved at det går over igen. Men det er MrJ som tager den tjans for jeg har simpelthen ikke tålmodigheden til det.
Julie er en puttepige. Hun er enormt søs og kærlig, vil gerne kramme og holde i hånd. Og så forguder hun sin storebror: ”Dana gøre det,” siger hun og vil have ham til at hjælpe sig.
