Måske er det min egen skyld. Af en eller anden grund ender jeg altid som hele familiens projektleder og den der holder hovedet oven vande, men andre bare lade sig flyde med. Nogen gange føles det vitterligt som om jeg har tre børn ikke kun to og en mand. Alting hænger på mig.
Siden fredag har jeg kæmpet med blærebetændelse, feber, kvalme og opkast. De to sidste troede jeg skyldes medicinen for det første, men da husets andre medlemmer efterhånden meldte sig i rækken på toilettet, må det have været en geden omgang omgangssyge. På trods af min tilstand har jeg holdt fanen højt. Vi har trodsalt to børn der skal have mad, tøj på, hjælpes, puttes osv uagtet hvordan vi har det. Så da Daniel også begyndte at kaste op og have ondt i maven, tilsidesatte jeg min egen dårligdom og var mor for ham, tørrede op og vaskede, nussede og trøstede. Selvfølgelig.
I går på min dårligdoms tredjedag var jeg hjemme med Daniel. Han var på mærkværdigvis blevet frisk allerede efter 24 timer, men skulle restituere. Men jeg havde som sagt fortsat svineondt i maven og konstant kvalme. Ved middagstid trådte MrJ ind ad døren. ”Jeg har det dårligt,” sagde han og forsvandt op i soveværelset hvor han blev resten af dagen og aftenen. Så kunne jeg igen tage ungerne, vasketøjet og alt det andet mens han kom sig.
Måske det ER min egen skyld.
