Min familie er mærkelig. Altså ikke min lille familie bestående af MrJ, Daniel og Julie. Måske de også er mærkelige, men så er vi i det mindste mærkelige på samme måde. Næh, jeg tænker på min oprindelige familie: mor, far og søstre. Jeg synes ikke at de tillægger familien nok betydning. MrJ mener at jeg er blevet spansk i den forstand, for hans familie smider altid alting de har i hænderne for hinanden. Kommer vi til Najera i juli, så kommer hans søster også der i weekenderne. Ingen tvivl om det. Familien før alt andet. Familien er vigtigst.
Ok, så jeg har et anstrengt forhold til min mor, og mest af alt til min barndom. Men jeg vil gerne slå en streg over det, og bare se hende for hvad hun er nu: en gammel dame på næsten 75, som er mormor til mine børn. Men mine forældre prioriterer ikke min familie. Jeg ved ikke om de prioriterer mine søstres, og det er egentligt også lige meget. Det handler ikke om misundelse. Det handler om adgangen til dem. Hvor underligt er det at de har, siger og skriver, én eneste ledig weekend mellem nu og juni måned?
Min første impuls var at aflyse alle mine aktiviteter og aftaler i den weekend for at være sammen med dem. Men nu… Jeg tænker: hvorfor skal jeg, når de ikke vil? This is not my problem? Jeg kan huske da jeg for første gange sagde de ord til MrJ. Han var rystet. Nu forstår jeg hvorfor. Men man kan jo ikke rykke håret af en skaldet.
Det er jo fint nok at mine forældre har mange aktiviteter som pensionister, men tager det ikke overhånd når man ikke har tid til at se sine børn og børnebørn? Kikker man på deres kalender, er der rejser og ikke mindst koncerter, opera og balletter hver eneste weekend. Samtidig er de blevet så stive i det, at vi ikke kan være hos dem hvis de har en aktivitet om aftenen. Jeg er da ligeglad med at min mor ikke laver os aftensmad, hvis bare vi kunne ses resten af weekenden. Men klart, de kan ikke komme og besøge os, hvis de har billetter til alt muligt.
Hvis jeg ser på det forgangne år, har jeg været sammen med den en weekend i september, to dage i julen, en weekend i januar og med udsigt til først igen til juni. Hvordan kan man forvente at oparbejde et forhold til sine børnebørn med den besøgsfrekvens? Måske de er ligeglade. Måske jeg også bare skulle være det.
