Smølfine og jeg har været en tur i skoldkoppeland. I virkeligheden burde man skrive denne slags poster mens slaget står for at få de ægte følelser med, men jeg har ærligt talt ikke haft to ledige minutter siden de små bæster brød frem.
Jeg var ellers ret kæphøj da jeg fredag sendte MrJ og Daniel afsted til Spanien på ferie. No worries, jeg tager bare en uge fri med Julie og så klarer jeg den sygdom med strakt arm. As if.
For dagen efter var den sødeste lille pige forvandlet til en drage med fire millioner kløende knopper og næsten 40 i feber. Hun græd og græd, og jeg trøstede og trøstede. Gav panodiler og zinkliniment, som hun hadede, men dog alligevel virkede som om lindrede lidt. Slæbte rundt på hende på armen, sad med hende på skødet i timevis og så igen. Ingen sov, ingen spiste. Ingen kom på toilettet. Ingen fik fem minutters afløsningen. Ingen det er lig med mig.
Efterhånden var vi ret slidte begge to. Julie, den stakkel, led voldsomt. Kastede sig grædende rundt i sengen og kunne ikke finde ro. Jeg var bare så træt at jeg troede at mine øjne skulle eksplodere. Så jeg ringede til vagtlægen. Tænkte at der måtte være mere eller andet end zinkliniment at hjælpe med. Først gav vagtlægen mig en skideballe: hvorfor jeg først ringede nu, det var jo midt om natten!!!??!! Så hylede jeg. Det fik hende på andre tanker og sendte mig til akut børnemodtagelse på Hillerød. Så jeg kastede Julie ud i bilen og kørte afsted i bælgragende mørke. Tænkte at det var en smule uansvarligt at køre bil, når jeg ikke havde sovet i tre døgn, men jeg var nu lysvågen.
På hospitaltet måtte vi ikke gå ind pga smittefaren, men skulle vente i opgangen. Så blev vi mødt af en sygeplejerske med fuld udtræk, maske og hele molivitten. Med hende gik vi igennem tunnelen til en lukket afdeling, hvor en læge kunne tilse Julie. Julie havde næsten 40 i feber og var meget stille, opløst i gråd og lignede noget der var løgn med skoldkopper alle vegne: i hårbunden, i ørerne, på tungen, om øjenene, i håndfladerne og mellem tæerne. for ikke at tale om ansigt, krop, arme og ben.
Lægen fortalte mig at det var ret usædvanligt at så små børn bliver så syge af skoldkopper, men ingen regel uden undtagelser. Julie blev tjekket i hovede og røv- der kan tilstøde komplikationer som lungebetændelse og andre fæle sager, men Julie var 'bare' kopperamt. Og så blev vi sendt hjem igen med en omgang antihistamin og med beskeden om at jeg ikke måtte gå fra hende, så længe den virkede. Som om jeg havde været væk fra hende små meget som et halvt minut i flere døgn.
Antihistaminen gav os fem gode timers søvn og allerede dagen efter så tingene lidt bedre ud. Natten efter gav jeg hende en omgang mere. Sikke en ro. Vi fik begge en tiltrængt søvn og vil nu begge giftes med antihistamin. Spøj til side - det er ikke noget man skal lege med. Absolut sidste udvej.
Herefter er det gået stille og roligt fremad. Da MrJ og Daniel kom hjem i lørdags var hun omtrendt frisk, men dog stadig med kopper. Og her i dag onsdag er hun stadig sygemeldt, selvom hun i princippet kunne klarmeldes da der efterhånden er kommet skope på alle sårene, for hun er så træt, så træt, så træt.
Recent Comments