Hundredehoens - Delux

Det nye køkken

Der mangler en del ting: lister, maling, indækning. Men det er brugbart og jeg er meget glad for det.

Jeg bruger megen tid i køkkenet igen.

Mig og mit køkken

Dybt suk.

Jeg har altid syntes at folk der talte om køkkenprojekter var vildt overdrevene. Umuligt at så mange ting kunne gå galt. Men det er bare som om at hvis først lavinen begynder at rulle tager den alting med sig på vejen ned. Hvem havde troet at vi skulle gå ind i den 6. måned med rodede forhold, da vi kom hjem fra ferie til en vandskade? Egentligt godt at jeg ikke vidste det dengang, hvor så var jeg da gået totalt i spåner.

Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har haft håndværkere. Og hvor mange gange de har brændt mig af. Eller er kommet, har lavet noget i en halv time og gået igen med ordene: vi har ikke tid til mere i dag. WTF!!???!! I er jo ikke færdige!

Og så er der dem som smadrer et eller andet hver gang man lukker dem ind i sit hus. En enkelt tømmer står alene for en ødelagt termostat, en brækket front til opvaskeren og en hærget dørkarm. De ordner det igen, bevares, men det er bare endnu en dag hvor jeg skal lukke folk ind i huset.

Der er også nogle af dem som er dygtige, og laver det flot stykke arbejde. Men generelt set er jeg ikke imponeret. Heller ikke over køkkenfirmaet. De har været sådan nogle klummerhoveder: fejl i opmålingen af bordpladen, fejl i højden af køkkenbordet på tegningen, manglende leveringer af materialer og hårde hvidevarer. Heldigvis har det været for deres regningen, men alt sammen har betydet store forsinkelser. Og jeg har sgu stadig ikke noget funktionelt køkken.

Og så i dag bliver brænder vvsmanden mig af. Jeg har ventet på ham i lang, lang, lang tid. Han skal lave det måske allervigtigste: montere vask, vandhane og opvaskemaskine. Jeg er så S V I N E T R Æ T af at vaske op på badeværelset ovenpå. Op og ned af trapperne med gryder og skarpe knive, og en halvanden årig og trappeustabil, der vil med frem og tilbage hver eneste gang. Havde det bare været Daniel alene. Men sådanne projekter og helt små børn – det er bare ikke godt for sundheden. Det var en grund til at vi ville vente til hun blev 4-5-6 år med de store renovationer.

Lige nu kunne jeg skrige – for en gangs skyld

# før-efter #

Før:

Efter:

Vandskade

Jeg er ved at kaste op af det. Men det går desværre ikke væk af at jeg prøver at lukke øjnene. Vandskade er lige en never-ending-story.

Det hele startede nok tilbage i forsommeren. Da havde vi vvs mand til at skifte nogen stumper synlige vandrør som var tærede. Formodentligt har hans arbejde fået rørerne til at brydde igennem  andre, og skjulte(!) steder, Så tog vi på ferie og kom hjem igen til at hus der lugtede lidt af våd kælder, og et parketgulv som havde slået sig.

Jeg ringede til forsikringen. Der var helt vildt travlt pga skybrudene, og tiden gik. Endeligt dukkede der en tømmer op som blotlagde rørerne og en vvs mand som udbedrede skaden. Og herefter har det bare kørt i selvsving. Skadesservice sendte en fugtmand som tog målinger der viste at gulvet var sjaskvådt under brædderne. Tømmerne dukkede op igen og fjernede skabet under rørerne, de skar også noget af gulvet op i entreen og køkkenet, fjernede underdækning og isoleringsmaterialet, og lagde gangplader.

Så ventede vi. Efter et par uger dukkede skadesservice op igen. De var ikke tilfredse med tømmerens arbejde. De skulle også fjerne gulvet under opvaskemaskinen. Tømmeren kom igen, og smadrede i samme omgang soklen på opvaskeren. Jeg spørger mig selv hvad det havde kostet dem at løsne de to skruer og tage fronten af inden de bare voldede opvaskeren ud. Desuden fik de også smadret en termostat på en radiator.

En uge senere kom vvs tilbage med en nu termostat og skadesservice kom for at foretage en ny måling. Resultat: der skal også fjernes underdækning og isolering under køkkenbordet. Så nu afventer jeg tømmeren igen.

Imellemtiden springer vi rundt på gangbroer og laver mad i et totalt trashed køkken. Vi har en tøremaskine sat op, som dels larmer helt vildt og dels tører luften så vi hoster og har ekstremt tør hud. Ungerne tager det heldigvis pænt, men det er jo ikke ligefrem et hjem man inviterer en masse venner hjem til.

Forsikringsselskabet ønsker at bevare køkkenet, hvilket er forståeligt nok. Men vi synes bare at det er totalt idiotisk at lægge nyt gulv op til et 40 år gammelt køkken, så samtidig ser jeg på køkken til den helt store gulvmedalje. Jeg har konsulenter hjemme hver anden dag for at måle op og komme med ideer, og det er egentligt utorligt så ens tilbud - også prismæssigt de alle kommer frem med.

Det er også helt vildt så mange ting man skal tage stilling til, både i det store tæk og alle detaljerne. Jeg bliver helt rundtosset. Men måske det skal gøre ondt for det kan blive godt.

mere end bare ramt

Det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om. Jeg har masser! Men jeg har ikke tiden, så bloggen må desværre holde pause indtil døgnet får 4 ekstra timer. Eller noget.

Ud over bare at være almindeligt hverdagsramt med kæmpe projekter på arbejdet, henten og bringen, fodboldtræning, lortebleer, nullermænd og never-ending-oprydning, så står jeg med et hus med vandskade.

Nu puster jeg lige ud og råber "røvgitar!!!"

Det hele sejler, gulvene er rykket op og vi går rundt på lægterne og løse spånplader. Der skal laves så mange ting og selvom forsikringen betaler udbedringen, så render der håndværkere her hele tiden og det hele er noget pis.,

Og så har vi faktisk besluttet at vi rykker køkkenet ned, for vi vil ikke have lagt nyt gulv op til et 40 år gammelt køkken. Ta' lige et køkkenprojekt der væltede ned i hovedet på os der (og for egen regning). Så jeg har søvnløse nætter hvor jeg ligger og spekulerer over hvornår man skal ringe efter en vvs mand og om der mon kan etableres en stikkontakt på et smart sted når væggene er i beton ... og jeg skal gi' dig.

Jeg gad faktisk godt blogge om processen, men som sagt mangler der mange timer i døgnet og noget må lade livet. Så vi ses på den anden side!

sandet til

I disse dage er jeg fuldstændigt sandet til med arbejde. Jeg kunne bruge tre/fire kloner for blot at holde næsen ovenvande. Jeg forsøger ikke at lade det gå ud over børnene, så når jeg er sammen med dem, tømmer jeg hovedet for stress og forsøger at glemme bunkerne af arbejde der hober sig op. Men de sover eller er i instititon knokler jeg røven ud af bukserne. I mandags følte jeg faktisk at jeg ikke havde trukket vejret fra jeg kom på arbejde til jeg sad ved aftensmaden.

Det går ok, men det betyder også at jeg ikke har 5 minutter til noget som helst andet. Desværre, fordi jeg rigtigt gerne ville følge op på det med at have en mor med psykiske problemer mens jeg var barn/teenager. Jeg har nemlig fået et par mails om netop det. Og det er en ting som jeg rigtigt gerne vil uddybe - specialt hvis dte kan hjælpe andre. Men det er også et svært emne, så giv mig lige lidt tid?

Jeg vender tilbage.

Min have netop nu

Min have er meget lille. Det er fint for det er kun mig der passer den. MrJ vil gerne sidde ude og nyde den, men han hader alt arbejdet men er nu heller ikke opdraget med det. I mange år forsøgte jeg at skubbe til ham så han deltog, men nu har jeg opgivet. Tilgengæld er haven blevet mit domaine. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Jeg er ikke specielt god til det med haven. F.eks. plantede jeg sidste år 3 engelske roser efter alle kunstens regler. Men de klarede ikke vinteren. Jeg forsøger alligevel igen med noget andet.

Da vi købte huset var haven en stor rodebunke. De første år koncentrede vi os om huset og om at få det gjort bare lidt beboligt, så haven fik lov at sejle. Så kom Daniel til og haven sejlede videre. Senere begyndte han at trampe i bedene og grave, og det fik han ærligt talt lov til - det er jo også hans legeplads. 

De sidste år jeg har fået et større behov for at se ting spire og høste frugterne - sådan helt bogstaveligt, så nu har jeg besluttet lige så stille at lægge haven om til ting der kan spises. Det er en svær opgave - specielt taget i betragtning at børnene stadig skal kunne tumle, at haven er så lille og den helst også skal tage sig lidt pæn ud det meste af året.

 
Hindbær

 
Rabarber 

 
Jordbær

I går startede jeg i det små med at hente lidt planter med fra mine forældres have. Jeg fik hindbær-, jordbær- og rababerplanter med hjem. Hindbærerne skal stå ved terrassen opad hegnet på den ene side. På den anden har jeg tænkt mig en tornefri stedsegrøn brombær. Den må jeg ud og købe.

Jordbærerne skal erstatte de pyntejordbær der efterhånden har invaderet alle bedene. De er kønne, men hvorfor ikke få lidt bær med hvis det kan lade sig gøre og ungerne ikke jokker for meget i dem? Rababerne skal stå i bunden af haven, hvor der er meget skygge og ikke så nemt at gro noget, men jeg håber de er stærke nok til det. Det påstår min far de er.

Endeligt har jeg planlagt at rykke endnu en gammel grim busk op og plante et lille æbletræ. Hertil har jeg valgt Rød aroma som er en krydsning mellem Ingrid Marie og Filippa, og som eftersigende skulle være et modstandsdygtig træ med flotte røde æbler.

Jeg ved godt at der ikke kan komme en stor produktion i sådan en lille have og under givne omstændigheder, men jeg føler vigtigheden af at børnene oplever det at plukke og spise frugt fra egen have, som sådan også jeg gjorde i min barndom. Så er det ikke så afgørende om det kun er to-tre frugter eller om vi kan fylde fryseren til vinteren.

Samtidig har jeg fået et større behov for videreføre traditionerne og historien, så det er helt bevidst at jeg har valgt at få planter fra mine forældres have. Rabarberne er skønne røde vinrabarber, Jordbærne aner jeg ikke hvad er for nogen, men de er små, faste og syrlige og meget røde. Og fælles for begge planter er at de kommer fra min bedstefars have, og min far har også kendt dem igennem hele hans barndom. Sådan lidt naivt håber jeg på at en af ungerne også en dag kommer hjem og beder om at få en stikling.

Hvis ikke, så skal historien i hvert fald fortælles. Også om hvordan deres oldefar havde flot prydhave foran huset og hele baghaven fyldt med de skønneste kartofler, gulerødder, porer, løg, jordbær, rabarber osv, osv, og var 95% selvforsynende på den måde.

Selvforsynende bliver vi aldrig, men jeg synes stadig det er vigtigt at smage forskellen på en solmodnet tomat og en tvangsmodet, så jeg vil også forsøge mig med altantomater i potter. Men det er først til foråret. For nu skal der graves det bed op, så jordbærerne kan komme i jorden.

og så lysner det igen

Dagen derpå ser alting anderledes ud. Jeg har sovet en hel nat. Det gør en kæmpe forskel. Også den lille Julie er næsten ovenpå igen og tilbage i sit glade væsen.

 

I går fik jeg arbejdet lidt igen på mit seneste patchwork projekt. Det er næsten færdigt. Det bliver uden sammenligning det smukkeste tæppe jeg endnu har lavet, og det gør mig lykkelig at se på det.

Jeg tænker at der også skal et par flotte puder til, så Daniel kan bygge huler i sengen. Det er for øjeblikket hans foretrukne adspredelse ud over at spille Batman på pc'en.

Denne gang har jeg faktisk brugt hver et stykke stof op til tæppet. Der er ikke så meget som en milimeter tilbage, så jeg er nødt til at foretage nyindkøb. Desværre - eller måske heldigvis er det meste af stoffet jeg startede ud med udsolgt.  Nu leder jeg efter nye stoffer som passer i farverne. Der er nok at tage af og svært at vælge.

Alexander Henrys 2D Zoo Chocolate er selvskreven. Jeg er også vild med Monalunas stoffer. De andre er Amy Butler, Robert Kaufman, Timeless Treasures og Michael Miller. Der er så mange flotte!

never ending patchworkstory

Mens jeg gik på barsel med Julie syede jeg hende et sengetæppe. Det tog sin tid, men der var pauser nok at tage af. Og tæppet blev færdigt inden min barsel sluttede.

Så begyndte den unge herre Daniel at plage mig for et tæppe til ham. Forståeligt nok. der må jo ikke gøres forskel. Jeg mener, selv vitaminpillerne skal de to have på nøjagtigt samme tidspunkt, hvis vi skal slippe for skrigerier.

 

Jeg synes det var en svær opgave. Dels fordi jeg ikke synes at små drenge skal have pyssenyssede tæpper med småblomster og filigran, men på den anden side ville jeg heller ikke lave børnetema med pirater ol fordi et tæppe er et kæmpe arbejde der gerne skal værdsættes i mange år. Selv måske når man bliver voksen og  flytter hjemmefra. Tæpper bliver kun smukkere ad åre.  

Så jeg gik igang med at jagte noget 'drengestof' og fandt frem til en butik i usa, som jeg har hentet stoffet hjem fra. Ud over at være i en ualmindelig lækker kvalitet, så har butikken bare så meget lækkert at jeg kunne købe mig totalt fattig.

 

Hjem kom stoffet, og jeg gik igang og så har det bare taget fjortenhundrede år at få det syet. På den ene side er patchwork godt når man ikke har meget tid til at sy, fordi det er en god ting at gå til og fra og nemt at lægge fra sig. På den anden side er det et kæmpe arbejde, man bare aldrig bliver færdig med. Og så alligevel er jeg blevet det. I hvert fald med patchwork delen. Nu skal det 'bare' monteres  og quiltes, og det er næsten lige så stor en opgave.

Kalkunsalat

Det er ikke fordi jeg skal til at konkurrere med madbloggerne. Slet ikke, og det egner jeg mig heller ikke til. Al ære og respekt for dem, men så meget fylder mad nu ikke i min hverdag.

Alligevel vil jeg gerne dele denne her "opskrift" med jer. Faktisk er det en ting fra min barndom som har fået renæssance i mit køkken fornyligt. Der er mange ting fra 80'erne som jeg husker som gode, men egentligt ikke er det alligevel fordi min smag har ændret sig meget siden da. Men denne her holder altså stadig.

 
Det er ikke spor kompliceret, men sammensætningen af ingridienser er super god. Man tager noget koldt kalkunbryst - kogt eller stegt. Jeg kogte mit i ca 15 minutter sammen med et løg, lidt peberkorn og laurbærblade. Så frøs jeg suppen ned til at bruge i en minestrone en anden dag. Jeg elsker når man får to måltider ud af et.

Men tilbage til salaten, så betår den af det kolde kalkunbryst i tern, en blanding af julesalat og romaine, en porre snittet i megte tynde skriver, frisk ananas i skriver, og frosne ærter. Den oprindelige opskrift lyder på ananas fra dåse, og det går helt sikkert også godt, men den friske kan bare lige det mere.

Til salaten lavede jeg en dressing af fed cremefraiche smagt til med karry, citron og et nip sukker, og serverede det hele med nybagte flütes. Mums!

Ungerne ville ikke spise den, og det er nok porrerenes skyld. De får stadig begge to en tallerken hver med grøntsager uden at de er rodet sammen, og så glider det meste ned. Julie var vild med dressingen og åd den med fingerne, mens Daniel langt hellere vil have en med hvidløg.