Bedst som jeg har gået og været småstresset over at december lå ligefor, er der sket ting herhjemme som fuldstændigt har ændret fokus. Det hele startede med en ørepine.
Fredag for en uge siden begyndte Daniel at klage over ondt i det ene øre. Han havde været til skolefest dagen inden og havde efter eget udsagn været udsat for høj musik. Jeg brokkede mig over skolen og at de ikke passede bedre på børnene, farede endda i kridthuset og skrev til viseskoleinspektøren. I weekenden var ørepinen on/off. Daniel var blandt andet til fodboldkamp og spillede helt uden problemer.
Men så natten til tirsdag tog smerterne til, og Daniel kunne ikke sove. Han græd og klagede sig, og jeg gav panodil og løftede hovedgæret på sengen. Tirsdag morgen fik vi en akuttid hos den lokale ørelæge. Han tjekkede Daniel og fandt ingenting. INGENTING. Imens blev smerterne i øret værre. Så jeg fik en tid hos kiropraktor dagen efter. Måske det stammede fra en muskel?
Kiropraktoren undersøgte Daniel og fandt at han var spændt i den venstre side. Men om smerterne var pga spændingen eller omvendt kunne hun ikke sige. Hun masserede Daniel og løsnede ham flere steder. Daniel havde fortsat meget ondt.
På vej hjem i bilen sad jeg og kikkede på Daniel i bakspejlet og lagde mærke til at han ikke blinkede ens på begge øjne. Det var som om han vendte det hvide ud af det venstre øje i stedet for at lukke det. Hjemme i stuen gav jeg mig til at google og fandt hurtigt frem til ørepine og ansigtslammelser, og tjekkede flere funktioner: rynke panden, smile, hæve øjenbryn, knibe øjnene sammen. Det var helt tydeligt at Daniel ikke havde kontakt til musklerne i venstre side. Han var helt skæv. Så blev jeg bange!
Jeg ringende til den praktiserende læge som heldigvis tog imod os med det samme. Han tjekkede samme ting som jeg, og da jeg nævnte skovflåt, greb han telefonen og ringende til Hillerød børneafdeling. Vi skulle skynde os langsomt.
På børnemodtagelsen lavede de en gennemgående neurologisk undersøgelse af Daniel og fandt at symptomerne begrænsede sig til ansigtsmuskulaturen. Han havde det der hedder en perifer facialisparese. De ville dels have ham til ørelægen og dels lave en lumbalpunktur (rygmarvsvæske prøve). Men da klokken efterhånden var blevet mange, og ørelægen var gået hjem, besluttede de sig for at vente til dagen efter. Vi blev derfor sendt hjem i seng, med besked om at møde igen næste morgen.
Torsdag mødte Daniel og jeg så op kl 7:30 og gav os til at vente på ørelægen. Daniel havde det forfærdeligt, men jeg distraherede ham ved at læse højt af Percy Jackson. Ørelægen tjekkede Daniel i ørerne igen, og fandt intet i øret. Daniel havde nu stærkere eller tydeligere lammelser i ansigtet. Høreprøven viste en tydelige påvirkning af nerven i øret.
Tilbage på børneafdelingen skulle nu vente til over middag. Det skyldes at vi ikke var blevet informeret om at Daniel skulle møde fastende. Han havde derfor spist en smule hjemmefra. Jeg havde ikke selv tænkt over det, da aftalen var at han skulle have lavet lumbalpunktur med lattergas. Men det viste sig at lægerne ønskede at kunne overgå til narkose, hvis det viste sig umuligt at gennemføre med lattergas. Det var nogen lange timer og Daniel havde det skidt.
Jeg havde ikke snakket meget med ham om lumbalpunkturen for jeg ville ikke hidse ham op, blot fortalt ham at han også skulle have taget en slags blodprøve i ryggen. Men hver gang noget af personalet talte om det, begyndte de at tale så mærkeligt, se skævt hen til ham og dæmpe stemmen, så han anede uråd og begyndte at blive bange.
Lægen kom og lagde tryllecreme på hans ryg. Det undrede mig at hun ikke også lagde i albuen, sådan som de havde gjort dagen i forvejen, men fik ikke spurgt ind til det. Måske de havde ombestemt sig mht prøverne. Efter en times tid, mødte et talstærkt hold op for at tage prøven. To læger og fire sygeplejersker var til stede. Daniel fik lattergas med jordbær smag og blev så fuld og fjollet, lå og skreg af grin. Så gik det op for dem at der ikke var tryllecreme i albuerne og at blodprøverne skulle tages uden bedøvelse. Jeg lavede stoneface og nikkede til at det måtte vi bide i os, og få det overstået.
Så gik lægerne i gang med lumbalpunkturen. Hold kæft hvor var nålen lang! Jeg besluttede mig hurtigt for ikke at kikke, men koncentrere mig om at hjælpe Daniel igennem. Daniel kunne ikke finde balancen mellem at række vejret og ikke tage for meget lattergas ind. Så jeg prøvede at trække vejret med ham. ”Daniel, træk vejret. Stille og rooooligt,” siger han nu for at drille mig. Tårerne væltede ud af øjnene på ham da lægen stak og da det fjerde glas skulle tappes følte jeg mig sikker på, at nu kunne han bare ikke holde til mere. Men han var så brav og tapper. Og jeg var ved at dø af skræk og gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at lade det skinne igennem.
Så forsvandt lægerne nærmest lige så hurtigt som de kom, og to laboranter kom ind. De skulle tage blodprøverne. Men de havde ingen podevæske med. Så den ventede vi på i næsten 10 minutter, mens Daniel blev holdt hen med lattergas. Det var lige ved at vi kom til den halve time han max måtte få. Så dukkede glasset op og laboranten stak ham i armen. Hun var heldigvis dygtig og ramte første gang, men Daniel røg op under loftet. Nu kunne han ikke magte mere.
Derefter gik Daniel fuldstændigt kold. Han var udkørt, hundesulten, bange og sukkerkold. Og han gik bare rundt og græd og råbte. Jeg ville gerne give ham noget at spise, men måtte vente på et ok fra sygeplejersken. Det virkede som evigheder før hun kom.
Da Daniel havde fået lidt at spise faldt han ned igen. Javier var også dukket op, og lægen kom med det hurtige prøvesvar. Celletallet viste at Daniel havde menigit formodentligt Lyme neuroborreliose, sagde hun. Den anden prøve var sendt til Statens Seruminstitut for analyse med svar efter 3 arbejdsdage. Så Daniel skulle i behandling med intravenøs pencillin, og man ville starte den straks uagtet man ikke kendte den præcise diagnose.
Jeg tog hjem for at hente Julie, og Javier blev hos Daniel. Det skulle efter sigende have været helt forfærdeligt at få lagt drop, og få den første omgang medicin. Og ondt i øret havde han stadig. Træt, mørbanket og maltrakeret. Stakkels lille sjæl. De sov først omkring midnat.
Næste morgen byttede Javier og jeg. Jeg havde afleveret Julie i børnehaven, og taget rent tøj og håndklæde med til Javier, så han kunne skifte på sit arbejde. Kort efter kom lægen og fortalte mig at vi nu kunne være dagsindlagte, så Daniel kunne være hjemme, men blot skulle komme på hospitalet til daglig medicin, og visse dage længere tid til stuegang. Daniel fik anden omgang pencillin, hvor sygeplejersken kludrede en masse i det, så det tog flere timer, og endeligt kunne vi tage hjem. Tænk, at noget af det allerbedste man som mor kan høre er: ”Mor, jeg har sovet rigtigt godt i nat.”
Daniel går nu rundt med en venflon i hånden, og hånden pakket ind. Han har ikke smerter i øret længere, og er så småt ved at få kontrol over sit ansigt igen. Vi skal fortsat mange dage på hospitalet, men vi er fortrøstningsfulde. Daniel er tilbage i sit gode gamle drilske og frække sind. I morgen forsøger vi at komme en tur i skolen, og så tager vi ellers en dag ad gangen.
Jeg ved godt at Borellia er lumsk og kan være svær at få bugt med. Men Daniel er ung og stærk som en havørn. Hvis nogen kan, så er det ham. Kors, hvor er han dog en dejlig unge!
Recent Comments