Forleden nævnte Søsterlystig andetsteds de crazy navne, jeg gav alle fertilitetseksperterne, som jeg i sin tid frekventerede i min kamp for at blive en familie. Det satte en masse tanker og minder i gang. Det føles som virkeligt lang tid siden. Og det ER lang tid siden. Så lang tid at jeg faktisk har svært ved at genkalde mig det hele. Der er dog en ting jeg husker tydeligt: sammenholdet – det venskab der blev skabt kvinder imellem på internettet på et fælles ønske om børn. Det var noget særligt.
Jeg har ikke interesseret mig en hujende fis for behandling, tvprogrammer eller litteratur på området i mange år. Men for ti år siden fyldte det nat og dag. Jeg levede og åndede barnløshed. Det var sådan jeg primært definerede mig selv.
Dengang troede jeg at det var enden på livet. Det føltes sådan. Jeg troede også at jeg aldrig, aldrig. aldrig ville komme mig over det at være infertil – uanset om jeg fik børn eller ej. Men faktum er at jeg er kommet mig – jeg er helt og aldeles ovre det. Det tog ganske vist temmelig lang tid. For det var ikke gjort med graviditeten med Daniel og faktisk heller ikke hans fødsel. Jeg er ret overbevidst om at jeg først rigtigt fik has på al desperationen, tvivlen, uroen og selvhadet, da jeg stod med Julie i armene. Da faldt alting for alvor på plads og jeg kunne trække vejret helt ned i maven.
Jeg ved ikke hvordan det ville have været for mig, hvis mit liv var fortsat på anden vis – uden børn eller med adoptivbørn. Men sådan som det er faldet ud med Daniel og Julie, føler jeg at jeg er på rette sted. Jeg er holdt op med at hige efter noget mere eller andet indhold i mit liv. Fokus er flyttet.
Tilbage står jeg og tænker at man burde finde overskuddet til at gøre noget for de kvinder der stadig kæmper. Men hvordan hjælper man bedst? Kan man overhovedet hjælpe?
Recent Comments